De faglige aktiviteter

I Team-TL HorseTeam vægtes det faglige højt og indgår som en del af den daglige rutine, i det omfang eleven formår at deltage. Vi arbejder målrettet på at styrke de faglige kompetencer hos alle vores elever, ofte med en underviser tilknyttet en eller to elever ad gangen, hvilket giver rigtig gode resultater.

Vi tilbyder Ryttermærke-eksamination og praktiske ride prøver, samt eksamener i øvrige opnåede kompetencer, fx hestemassage og medicinhåndteringskurser. 

Samspil i centrum

På Team-TL HorseTeam handler det primært om samspillet mellem kursist og hest. Ridning er en del af undervisningen, men står ikke i centrum. I praksis lægger vi vægt på relation, kommunikation og forståelse mellem kursist og hest gennem håndtering, træning fra jorden og praktisk arbejde med hesten. Det er gennem dette samspil, at personlig udvikling, ansvar og sociale kompetencer udvikles og styrkes. 


Pasning og management

Undervisningen omfatter alment hestemanagement – både teoretisk og praktisk. Eleverne lærer at tage ansvar for et andet individs trivsel gennem fodring, rengøring, sygelære og generel praktisk pasning. Kommunikation med og omkring hestene vægtes højt.

Kompetencegivende kurser

Vi samarbejder med Kompetencegården ved Helen Munksø og lokale dyrlæger, hvor kursisterne kan opnå kompetencegivende kurser, fx veterinærmedicinsk kursus. Undervisningen omfatter fysiologi, læringsteori og almen ride teori. Vi benytter også tilgængeligt materiale fra DRF, herunder ryttermærke materiale.


Kombination med Team-TL's faglige undervisning

Horseteame kan kombineres med Team-TL's faglige undervisning, herunder folkeskolens grundfag som dansk, matematik, engelsk og samfundsfag. Undervisningen tilrettelægges så vidt muligt efter den enkelte elevs kompetencer og behov, så faglig og personlig udvikling gennem samspil med heste går hånd i hånd. På den måde får eleven mulighed for at styrke sine faglige færdigheder og samtidig udvikle sociale og praktiske kompetencer gennem arbejdet med hestene. 

Hesten som spejl for samarbejde, selvforståelse og udvikling 

Hestene har – ligesom vores elever – meget forskellige personligheder, hvilket gør mødet med den enkelte hest til en unik relation. Vi lægger stor vægt på, at hestene bevarer deres personlighed og individualitet, så hver hest afspejler sin egen karakter og ikke nødvendigvis appellerer til alle elever.

Ved at tilgå hesten som et selvstændigt individ lærer vi eleven at acceptere andre for den, de er – både i samarbejde og i fornøjelse. Hesten kan ikke tale, men den kommunikerer gennem fine nuancer i sin adfærd, som viser, hvordan den har det, og om det, der sker, er acceptabelt. På samme måde fungerer  mennesker. 

"Konflikter opstår ofte, når vi ikke er tro mod os selv eller ikke respekterer den andens integritet."


Læring, udvikling og fremdrift

I Horseteam tager vi udgangspunkt i hesten som partner, hvor relationen mellem kursist og hest er det centrale. Samspillet danner grundlaget for læring, personlig udvikling og forståelse af ansvar og samarbejde. Når eleverne lærer forskellige heste at kende og forstår, hvad der kræves for at håndtere dem, øges både selvindsigt og troen på egne evner.

Vi arbejder ud fra princippet, at udfordringer ikke er nederlag, men muligheder for at anskue situationen fra en ny vinkel. Samværet med os sker altid af lyst og engagement, ikke af tvang. Fokus ligger på relationen frem for resultater. Når forbindelsen mellem kursist og hest er etableret, styrkes selvtillid, ansvarsfølelse og evnen til at indgå i sunde relationer gradvist.

"Vi arbejder ikke hesten, men sammen med hesten."

Når vi tager på ture med elever og heste – om det er til Roskilde Dyrskue, den lokale skov eller stranden – oplever vi, at eleverne vokser og finder ro i samværet. Det er ikke terapi, men udvikling af livsfærdigheder, der endnu ikke er erhvervet, og som med tiden bliver til personlig udvikling. Hestene har en unik evne til at rumme mennesker, og denne egenskab oplever vi bliver tillært af vores elever.

Vi deltager også i forskellige online stævner og initiativer, fx Knæk Cancer, støt brysterne og andre velgørende initiativer som støtte til unge i psykiatrien, hjemløse i Danmark, dyrene i Ukraine etc.. Målet er at styrke kursisternes bevidsthed om samfundets problematikker og vise, at selv små handlinger kan gøre en forskel – samtidig med at dette sker i samspil med hestene, så indsatsen får et fælles formål.

Team-TL oplever, at unge med personlige udfordringer kan få stort udbytte af HorseTeam. Det er ikke deres evner, men de personlige udfordringer, der kan gøre almindelig uddannelse vanskelig – og dette arbejder vi målrettet med, så alle får mulighed for udvikling og succes 


Vejledning og fremtidsplanlægning


Vi arbejder tæt sammen med sagsbehandlere, UU vejleder og Jobcenteret for at give eleverne realistisk vejledning om mulighederne efter STU. 

Forældre og andre ressource personer inddrages gerne, så planlægningen tager udgangspunkt i et helhedsorienteret perspektiv. 

"Sammen skaber vi et klart billede af fremtiden – med fokus på elevens ressourcer, indsigt og selvstændighed."